Opdagede lige..

Så lige at jeg kom til at tilføje indlægget her - min gamle blog. Har kørt med en ny det sidste halve år, fordi jeg gerne ville ha den lidt mere privat. Hvis du vil ha link til den nye kan du lige smide en sms: 60 65 70 74 :p

ps. læsere

jeg kan forresten se at jeg har sådan okay med læsere.. i må gerne tilmelde som fast og kommentere lidt. :$

hvis i vil ...

Dynamo

en kæmpe beslutning der på din vis er taget, men jeg ved ikke hvordan den skal føres ud i livet.

han skal aflives.

Jeg har ikke besøgt ham i den løsdrift han står i, i 3 måneder snart. Og jeg har enormt dårlig samvittighed. Men jeg føler mig kigget på når jeg kommer der, og en masse andre dårlige undskyldninger, men jeg får et sug i maven af dårlig samvittighed og angst/frygt når jeg tænker på det. For jeg vil jo gerne bruge tid med ham inden, men det er stadig svært.

hvad skal jeg gøre?

håbefuld

I torsdag skete der jo det fantastiske at jeg var til jobsamtale.. ude på Bakken, som informationsmedarbejder, fuldtid. Samtalen gik virkelig godt, men der var rigtig mange ansøgere, så jeg må væbne mig med tålmodighed indtil fredag hvor jeg får besked.

Det job vil gøre rigtig meget godt for mig hvis jeg får det. Min manglende disciplin vil blive nødt til at gendannes, jeg vil tjene penge uden at låne dem, eller bruge SU klip, jeg vil muligvis få lidt mere struktur og indhold i min hverdag så jeg kommer tilbage til den tilstand af generel velvære der lå om mig i gymansiet og før det. Da jeg bestilte noget, og det mangler jeg mere end noget af alt andet!

Et plus er selvfølgelig at kunne betale af på min gæld. Jeg tænker at komme af med mit SU lån hurtigt, og bare få det ud af verden.. Der løber jo renter på. Der vil gå tid, og det er et problem for mig. Alting skal helst gå så stærkt.


Christel kommer i aften, og det bliver godt! Paradisenight, og jeg holder sgu stadig på at det er Ronnie og ikke hans tvilling?!


Jeg er stadig træt af at blive sat i bås med en skrigende teenager når folk hører ordet "twilight".. JEG ER VOKSEN OG ELSKER DE BØGER, DE FILM, DE KARAKTERER... HELE DEN VERDEN <3

Det gør mig altså ikke til mindre værd end andre, der bare lever i den hverdag jeg finder for kedelig.

Jeg må have troen på at der findes noget bedre, større, og mere fantastisk end dette... derfor elsker jeg disse tilflugtssteder.

jeg ved godt jeg er syg

..men hvordan skal jeg komme ud af det?

Jeg ved da ikke helt bestemt hvad man skal kalde det, men rask er jeg ikke. Jeg kan jo godt selv se at min adfærd ikke er god, nærmere skadelig og selvdestruktiv på det psykiske plan. Jeg ved jo godt hvilke ting der trækker mig ned, men jeg gør det alligevel, fordi det er de samme ting der holder mig oppe. Men kun til det punkt hvor jeg igen træder ud i virkeligheden. Så slår det bare hårdere endnu at jeg lod mig synke ind i en fiktiv verden..

Hvad siger det om mig at jeg skal have en stor fascination/passion for at komme igennem hverdagen?

Det er jo ikke et bevidst valg, men jeg kan se mønstret forme sig. Det hjælper heller ikke at være fattig hele tiden. Eller at have uafsluttede ting liggende..og nage.

breaking dawn... et par af mine yndlingscitater

WARNING: DER VIL VÆRE SPOILER FOR BREAKING DAWN (Twilight) I DENNE BLOG


Jeg har aldrig følt mig så snydt af en bog som da de er i seng sammen første gang. Hvad fanden (sorry) ligner det at lægge op til den vildeste scene, og derefter........næste morgen.. WHOOOT??! Hallo! Dirty details..! Fuck det var nederen! øv! - Men der bliver gjort lidt op for det senere, når hun bliver vampyr. Men et sted...et sted der fik mig til at genføle en gammel, skræmmende følelse:

"It was so real," I cried. "I wanted it to be real....We were on the beach..." I trailed off, pulling back to the darkness. I stared at him broodingly as the unresonable grief began to ebb. "And?" He finally prompted. I blinked tears out of my eyes, torn. "Oh Edward..." "Tell me, Bella," he pleaded, eyes wild with worry at the pain in my voice. But I couldn't. Instead I clutched my arms around his neck again and locked my mouth with his feverishly. It wasn't desire at all - it was need, acute to the point of pain. He struggled with me as gently as he could in his surprise, holding me away, grasping my shoulders. "No, Bella," he insisted, looking at me as if he was worried that I'd lost my mind. My arms dropped, defeated, the bizarre tears spilling in a fresh torrent down my face, a new sob rising in my throat. He was right - I must be crazy. He starred at me with confused, anguished eyes. "I'm s-s-s-orry," I mumbled. But he pulled me to him then, hugging me tightly to his marble chest. "I can't, Bella, I can't!" His moan was agonized. "Please," I said, my plea muffled against his skin. "Please, Edward?" I couldn't tell if he was moved by the tears trembling in my voice, or if he was unprepared to deal with the suddeness of my attack, or if his need was simply as unbearable in that moment as my own. But whatever the reason, he pulled my lips to his, surrendering with a groan. And we began where my dream had left off."


Jeg elsker den måde hvorpå Edward er beskrevet som "the burning man". Hans livs kærlighed er ved at dø pga. ham, og han kan intet gøre for at redde hende. Han er villig til at opgive hende, at lade Jacob få hende hvis det er det hun vil, bare hun lever. Jeg elsker den måde han er beskrevet som sindssyg, vanvittig.. Jeg ser hans blik så tydeligt for mig - glæder mig virkelig meget til den film.

.
"For a second I was just a kid - a kid who had lived all of his life in the same tiny town. Just a child. Because I knew I would have to live a lot more, suffer a lot more, to even understand the searing agony in Edward's eyes. He raised a hans as if to wipe of sweat from his forhead, but his fingers scraoed against his face like they were going to rip his granite skin right off. His black eyes burned in their sockets, out of focus, or seeing things there weren't there. His mouth opened like he was going to scream, but nothing came out. This was the face a man would have if he were burning at the stake."

"He lurched to his feet, his eyes burning brighter than before, wilder. I wondered if he was really going crazy. Could vampires lose their minds?"

højskoleovervejelser

<3

Jeg tænker på at droppe studiet, finde et job eller tre og spare en masse penge sammen.. Give nogle til den bundløse gæld og bruge langt de fleste på endnu et højskoleophold. En kunsthøjskole. Jeg savner højskolelivet og jeg kan bare mærke at jeg ikke er klar til at være voksen og seriøs på en VIDEREGÅENDE UDDANNELSE. Puha. det lyder så skræmmende...og det er ikke engang sjovt. Jeg savner randomness... og lære nye at kende, uden man behøver at have en label på fra hvem andre synes man er.



Jeg savner at gemme mig i andres lykke. At få et falsk strejf af det, fordi man i mængden glemmer alt det dårlige. Jeg savner at gå op i mærkelige ting, at bo sammen med mange dejlige mennesker og aldrig være alene når man ikke vil. Jeg er glad for at den skygge der ligger over de første 72 dage ikke ødelægger alle mine minder. Han var der jo langt fra hver dag.. Selvom han ødelagde mange..

stress

jeg burde virkelig rydde op og pakke alt i kasser så jeg er klar til at flytte.. Åh jeg flyver i overmorgen, det virker meget skræmmende. Jeg er lige gået i gang..ellers har jeg bare ligget i min seng hele dagen og set Gossip Girl Marathon <3 Jeg har fået pakket det meste tøj og ting fra reolen ned. Mangler at vaske lidt (MEGET) og pakke min Rom kuffert helt færdig. Men har hele dagen imorgen..bliver jeg ihvertfald ved med at tænke på.

Igår var lidt mærkelig. Kan virkelig mærke en kæmpe forskel på dengang jeg var glad og uafhængig - lige meget hvad, nåede min tristhed aldrig helt ind, jeg blev aldrig fuldstændig slået omkuld som det alt for tit er ved at ske nu. Jeg opdagede det lidt igår i byen..når tristheden har overmandet mig, kan jeg ikke gøre noget for at slippe den igen. Jeg kan ikke blive i godt humør igen. Jeg kan have det perfekt hvis ikke den følelse sniger sig ind på mig, men det er tit hvis jeg er meget fuld og danser, men hvis jeg får for lang tid ude af stemning og for mig selv, så dør det indeni mig der kæmper for at have det godt og bliver overmandet af den side af mig selv der er et selvdestruktivt monster, og der er intet at gøre end at give op og tage hjem.

Jeg ønsker mig nogle gange at han aldrig var kommet ind i mit liv på den måde han gjorde..at selvom det på alle måder var uungåeligt, at jeg var løbet væk før min selvtillid og tillid til andre lå i ruiner. Det er som om der er sket en uoprettelig skade på det område der ikke vil hele. I det mindste gør han ikke ondt på mig længere, men jeg har stadig de problemer han var med til at skabe.. og det piner mig.

Jeg fik en lille øjenåbner der beviste det jeg har mistænkt i lang tid; at jeg ikke betød noget for ham.. Han lod altid som om hans principper var så vigtige. Som han ikke kunne bøje sig for. Men det gør han nu. Han bandende om at hun var en utro kælling (selvom jeg jo firsthand ved, at han selv var det samme en uge før, og efter han fyrede hende) og nu er de sammen igen.. Han roder sgu lidt rundt i de principper..

......Mere cola <3