"Hun kunne ikke se klart. Det var som om hun ikke så ud af sine øjne, men at hun svævede et sted over sin krop og kiggede ned. Hun var ikke bange, det føltes rart og frit som var hun et svævende blad i vinden...men dog et skrøbeligt efterårsblad der nød den sidste tur vinden gav det, før end det faldt mod jorden og bristede.
Det var en smuk dag. Hun gjorde dagen smuk. Jo, sådan hang det sammen. Verden måtte blive kold for at skabe noget smukt, selvom ingen bryder sig om at tænke det.
Hun krøb tættere sammen under træet, hun kunne mærke den uundgåelige kulde komme snigende. Idet hun lukkede øjnene faldt en tåre på hendes blege kind...."
-Jeg kan ikke længere føle din nærhed. Hvor blev du af?
fredag den 8. maj 2009
onsdag den 6. maj 2009
Jeg kan genkalde mig følelsen af uafhængigheden. Følelsen af at have styr på tingene, og klare det selv. At kunne håndtere falske mennesker, der egentlig ikke ville én noget specielt, og det gik mig ikke på - jeg håndterede det bare. Eller også tænkte jeg ikke over det?
Jeg var ikke afhængig af folks mening om mine handlinger og især ikke om det jeg skrev. Jeg skrev ikke for at imponere nogen, men fordi jeg godt kunne lide det. Nu føler jeg det som om jeg skal leve op til noget - at dem omkring mig skal synes om det.
Da jeg begyndte at se ham blev jeg fascineret af ham, og så op til ham. Jeg ville imponere ham med de ting jeg kunne... Men når jeg ville vise ham noget, vendte jeg det i hovedet en ekstra gang; var det egentlig okay at vise frem? Var det GODT NOK det jeg havde lavet/syntes om?
Det resultede i, at jeg med tiden ikke havde noget at vise, for jeg var bange for at det ikke var godt nok, at han ville synes jeg skrev dårligt. Jeg kan mærke det når jeg sætter mig til at skrive, jeg tænker for meget i forhold til det jeg skal skrive..jeg tænker at han måske skulle læse det jeg har skrevet, at jeg hellere må tænke mig godt om så det ikke bliver dårligt.
Denne tankegang har smittet af på hvordan jeg opfører mig, om det er godt nok det jeg gør. Om jeg er god nok? Det almindelige svar er jo: "bla bla annka, selvfølgelig er du det!", men hvor ved folk dette fra? Men hvad nu hvis man har gennemskuet for meget af sig selv til at synes om det man ser? Hvordan skal man så være lykkelig
Jeg var ikke afhængig af folks mening om mine handlinger og især ikke om det jeg skrev. Jeg skrev ikke for at imponere nogen, men fordi jeg godt kunne lide det. Nu føler jeg det som om jeg skal leve op til noget - at dem omkring mig skal synes om det.
Da jeg begyndte at se ham blev jeg fascineret af ham, og så op til ham. Jeg ville imponere ham med de ting jeg kunne... Men når jeg ville vise ham noget, vendte jeg det i hovedet en ekstra gang; var det egentlig okay at vise frem? Var det GODT NOK det jeg havde lavet/syntes om?
Det resultede i, at jeg med tiden ikke havde noget at vise, for jeg var bange for at det ikke var godt nok, at han ville synes jeg skrev dårligt. Jeg kan mærke det når jeg sætter mig til at skrive, jeg tænker for meget i forhold til det jeg skal skrive..jeg tænker at han måske skulle læse det jeg har skrevet, at jeg hellere må tænke mig godt om så det ikke bliver dårligt.
Denne tankegang har smittet af på hvordan jeg opfører mig, om det er godt nok det jeg gør. Om jeg er god nok? Det almindelige svar er jo: "bla bla annka, selvfølgelig er du det!", men hvor ved folk dette fra? Men hvad nu hvis man har gennemskuet for meget af sig selv til at synes om det man ser? Hvordan skal man så være lykkelig
Abonner på:
Kommentarer (Atom)