"Hun kunne ikke se klart. Det var som om hun ikke så ud af sine øjne, men at hun svævede et sted over sin krop og kiggede ned. Hun var ikke bange, det føltes rart og frit som var hun et svævende blad i vinden...men dog et skrøbeligt efterårsblad der nød den sidste tur vinden gav det, før end det faldt mod jorden og bristede.
Det var en smuk dag. Hun gjorde dagen smuk. Jo, sådan hang det sammen. Verden måtte blive kold for at skabe noget smukt, selvom ingen bryder sig om at tænke det.
Hun krøb tættere sammen under træet, hun kunne mærke den uundgåelige kulde komme snigende. Idet hun lukkede øjnene faldt en tåre på hendes blege kind...."
-Jeg kan ikke længere føle din nærhed. Hvor blev du af?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar