om at tro + idoler( ..plus lidt strøtanker)

man skal ikke være paranoid. absolut ikke. men så alligevel er det svært at lade være. Når 2 af svarene i trivial er EDWARD og et andet er DEBUSSY. Jeg tænker at det ikke betyder noget. men når jeg så alligevel brænder efter at den verden, eller bare en flig, et lille stykke kunne være en del af min egen verden....så er det svært at lade være. Svært at give efter for at lade det kyniske, realistiske og på sin vis triste tage over. Og det vil jeg fandme ik! Nej sgu.

Folk synes det er meget sjovt at man er vild med en "vampyrfilm".. århd... det ord yder slet ikke historien nok retfærdighed. Jeg ved godt at jeg kan være hurtig til at lade mig fascinere af karakterer/personer, også i virkeligheden, men jeg synes ikke det er nogen dårlig egenskab. Hvis de rammer noget i mig, giver jeg dem også al den ros de fortjener og "bruger dem" hvor jeg kan. Det kan tit føles som en forelskelse fordi de rammer de samme punkter og derfor er svære at skille fra det "ægte" - kærligheden.
Jeg tænker tit over om det er muligt at være forelsket i et forhold...eller om det så er noget andet end forelskelse. Fascination ville man måske bruge. Jeg synes tit der er meget "inspiration" at hente, hvor jeg tænker: "sådan der! - sådan synes jeg det skal være når det skal være" Det kan både være når det går godt og skidt i forhold. Nu jeg tænker over det, kan det egentlig godt være mest det sidste... Den måde Carrie og Big har deres connection selvom de går fra hinanden - jeg har altid været misundelig på det. Som om det er bestemt, og selvom der er masser af had, sårethed og bitterhed forbliver magien urørt og deres kærlighed brydes ikke selvom de er sammen med andre.

Blair og Chucks forhold er en rimlig ny ting for mig, og jeg kan ikke sige mig helt fri for at det delvis er fordi jeg er tiltrukket af ham. Men den måde hvorpå de aldrig kan få hinanden rigtigt, og de bliver ved med at såre hinanden, samtidig med at der under hver ydmygelse og hadefuld bemærkning ligger en dyb kærlighed og man kan stadig fornemme "the game" bag facaden. De prøver begge at leve et liv uden at være sammen på den måde de egentlig gerne vil, men det bliver bare aldrig helt ligeså godt...som om de to passer sammen. Jeg tænker om det ikke bare alt for tit kun går den ene vej?





Og ja.... så er der jo selvfølgelige det bedste. Jeg kunne jo skrive stolpe op og stolpe ned om det her eventyr. En del af det er jo forhindringerne. At han ikke må give sig hen til hende, da han så vil dræbe hende. Hvis nu han bare var et helt normalt menneske ville den tension ikke være der. Så ville det hele være gået meget hurtigt, og al den tid man venter på det første kys og andre ting (.....) lader man sin hjerne rive med og føler hvordan Bella hungrer efter ham i stedet for at der bare bliver givet efter med det samme.

Hmm.. jeg tænker igen.. Disse tre fyre har ingen venner (sådan da) ingen der er vigtigere end deres piger.. Man følger dem for det meste kun når de er sammen med deres udkårne, ville disse forhold overhovedet eksistere uden at de havde venner; VILLE DE IKKE BLIVE TRÆTTE AF HINANDEN I LÆNGDEN???!!

åh. what the hell. Jeg bliver nødt til at tro på elementer fra disse forhold...

-hvem ville ikke dø for blot et lille stykke tid med denne form for lykke?